LINensemble - specielle eller specialister
LINensemble har samarbejdet med en række betydelige såvel danske som udenlandske komponister om at udvide repertoiret for besætningen, og ensemblet har på denne måde været på forkant med musikudviklin-gen. Siden 1990 har ensemblet uropført mere end 40 værker.
Ud over en udstrakt koncertvirksomhed i Danmark har der været turneer til internationale festivaler i Tyskland, England, Albanien, Japan, Norge og Sverige, Vietnam og Hong Kong.
LINensemble opfatter ikke sig selv som et specialistensemble:
Dette klinger for os som var vi tre nørder. På den anden side - indrømmet - er det lidt specielt, at vi sammen og hver for sig har uropført værker i et antal, der kan fylde 50 hele koncertprogrammer.
Mange af disse værker har vi kendt fra de forelå som skitser på komponistens bord. Vi har været fødselshjælpere og været konsulenter og senere holdt barnet over dåben, ja kender dem som vore egne børn. Men vi bliver altid lykkelige, når vi erfarer, at andre ensembler programsætter “vores børn”. Så er det rigtig sjovt.
Pelle Gudmundsen-Holmgreen skrev og tilegnede os i 1998 et værk Territorialsang for basklarinet, cello og klaver. Egentlig en klassisk besætning, hvis det ikke lige var fordi ensemblets medlemmer derudover skal udføre tre andre stemmer, simultant, og det på henholdsvis hi-hat, hoved- og ankelklokker og tung metallænke!!! Stykkets første sats hedder: “Forskellige slags”. Anden sats: “Samme forskellige slags”. Måske har Pelle Gudmundsen-Holmgreen haft et specialistensemble i tankerne. Stykket er ubetinget et af vores favoritværker...
Koncerten som kunstart
LINensemble betragter koncerten som en kunstart – dramaturgisk forstået således, at der skabes et forløb i koncertprogrammet, der er mere end summen af de enkelte værker.
Værkerne skal tilføres en uventet betydning, måske ligefrem en drama-turgisk funktion i kraft af en særlig og bevidst placering i tidsforløbet, det vi kalder koncertprogram-met. Det enkelte værks egenart, styrke og naturlige krav på at fungere som unikum forbliver uantastet. Der er tale om fuldgyldige værker, som ind-går som moduler i et nyt kunstværk: koncerten.
Det er LINensembles bidrag til en løsning af den krise i koncertformen, der tales så meget om. For et krav om fornyelse høres oftere og oftere over for den traditionelle programlægning, der møder os de fleste steder i musiklivet.
LINensembles mål er koncerter med hver deres umiskendelige profil.
Koncerter, hvor vi forsøger at lytte og eksperimentere os ind i en programdramatur-gisk fornyelse, gerne sammen med gæster, det være sig syngende digtere eller et udvidet LINensemble.